Kamp til Hækken på TV2 – En sejr på hele naturens vegne!

Fra skrot til slot: Stærk skoletjeneste som bosætningstrategi
07/03/2018
Der er meget vandkant i Thy, her er det Hanstholm. Kamilla Dwight Mikkelsen
En akademikers selverkendelser i det vilde Nordvesten – Gæsteblog
18/04/2018

Kamp til Hækken på TV2 – En sejr på hele naturens vegne!

Hele holdet!: Foto: Lotta Lemche/Tv2

Hele holdet!: Foto: Lotta Lemche/Tv2

Hallooo! Jeps det er mig! Mig der popper op i dit fjernsyn og enten taler om natur eller falder over et eller andet haveredskab i programmet Kamp til Hækken på Tv2…

De næste par uger vil derfor være stille her på bloggen, da al min blog-energi bliver lagt på Vildskab.net!

(Og dog, mon ikke der dukker et par gæstebloggere op? Shh!)

Vildskab.net

Vildskab er dæknavnet for min veninde Katrine Turner, der i sommers var min partner in garden på Fyn, hvor vi i kamp med 3 andre par skulle dyste om at skabe den bedste have, fra bunden. Seriøst fra bunden! Vi snakker “Værsgo, her er 300 m2 pløjemark,  et tomt drivhus, et sæt havehandsker og 120000,-, sæt igang! Og forresten har vi lige det her kamera i nakken på jer i hele processen, og en række deadlines hvor I skal være færdig. Og en pengepræmie der kan ændre jeres liv hvis I gør det godt og vinder”.

Det hele startede for et år siden, da jeg, sammen med Katrine Turner og Lars Brøndum (der iøvrigt også dukker op i programmet, så stay tuned!), kom til at skrive en havebog, om naturhaver. Det kan du læse mere om her.

Katrine så derefter et opslag hvor en caster søgte deltagere til et haveprogram. Lidt for sjov skrev hun at vi da godt kunne deltage, og fortælle lidt om naturhaver. Og så gik tingene stærkt! Før vi vidste af det, var vi udvalgte og skulle medvirke i,, hvad der viste sig, at være et ret omfattende haveprogram-slash-realityshow på Tv2, der skulle optages på Fyn hen over sommeren.

Egeskov, din dejlige dame! Vi gravede i din jord og spiste dit ukrudt, vi græd, svedte og grinede, vi glemmer dig aldrig!

Egeskov, din dejlige dame! Vi gravede i din jord og spiste dit ukrudt, vi græd, svedte og grinede, vi glemmer dig aldrig!

Jeg fik hurtigt clearet med faren til min datter og resten af min familie, for uden deres opbakning var projektet ikke muligt. Der var grønt lys hele vejen, og jeg skal huske at understrege, at alle mine ture til Fyn blev foretaget de dage min datter var hos sin far, så hun mærkede mindst muligt til mit fravær.

Nu er projektet afsluttet, og vi glæder os til endelig at kunne dele det med resten af jer!

Tak til…

En personlige tak skal gå til Jacob Vinjegaard, min datters far. Uden hans fleksibilitet og opbakning var det aldrig gået.

Den professionelle tak skal gå til hele tv-holdet bag. Vi har mødt virkelig mange sjove og professionelle tv-produktionstyper! Vi mærkede dog ind imellem at der var et clash mellem at lave have, og at lave have-program. Især når det bare regner hele f****** tiden, og vi alle har udfordringer med lange transporttider, job og familie der også skal passes. Men alle formåede at holde humøret højt, og alle er vist ret stolte af det vi har lavet, og nu endelig kan få lov at vise frem.

Den følelsesladede tak går til mine forældre og mine søskende. Uden min opvækst i en stor passion for naturen, og respektere naturen, var jeg ikke blevet det menneske jeg er idag. Jeg gør mit bedste for at videregive værdierne til min egen datter, og kommer indimellem til at kopiere min egen opvækst 1:1, for at give hende det samme kærlige naturlige kaos,  jeg selv er vokset op med.

Og selvfølgelig Katrine Turner, der er seriøst ingen andre jeg hverken ville eller kunne gennemføre et sådan projekt med. Katrine er på mange punkter min diametrale modsætning (jeg er introvert, hun er ekstrovert, jeg er hjemling, hun er udfarende, hun er den faglige, jeg er følelserne, hun har sine aktive timer om aftenen, hvor jeg slukker osv. osv.), men med respekt og ærlighed opstår der en synergi, der virkelig kan rykke. Og tak til vores Lars Brøndum (host*nørden*host), en uundværlig del af vores lille naturhave 3-kløver.

Så skal vi igang! Foto: Lilli Gruwier

Så skal vi igang! Foto: Lilli Gruwier

Mælkebøtter, myrer og muldvarper

Jeg er ikke i tvivl om, at Naturhaver bliver mere og mere alment accepteret, og allerede nu er mælkebøtter, myrer og muldvarpe på vej til at være skattet, frem for noget der skal forgiftes væk. Den grundlæggende holdning om at græsplæner og eksotiske stauder er natur, er der heldigvis ved at blive rokket lidt ved, læs fx om det udskældte – men hyldet blandt biologerne – kunstværk med maling og græsplæner her.

Men, jeg vil stoppe naturhave-snakken for nu, og i stedet huske på, at vores bog kan købes lige her hos mig, og at du kan læse meget mere om vores tanker bag og kampen med vores Naturhave på Fyn lige her på Vildskab.net og på #kamptilhækken.

Om vi vinder? Tjaa, du må jo følge med, og se om det vitterligt bliver en sejr på hele naturens vegne!

Første opgave, første uge.

Første opgave, første uge.

Livetivandkanten vender stærkt tilbage med mange flere historier, oplevelser og tanker om livet i udkantsdanmark! Og husk som altid, er der en historie var vandkantsdanmark der mangler at bliver fortalt? Så tøv ikke, men skriv/ring/send et røgsignal til mig Lilli fra livet i vandkanten.

 

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *