Lilli fra Lilla – Et friskolebarn på godt og ondt

Tør du give naturen plads?
16/05/2018
Overalt spirer små ideer op på Grobund. Foto: Lilli Gruwier
Grobund – Bogrund
01/07/2018

Lilli fra Lilla – Et friskolebarn på godt og ondt

Jeg er kommet på museum. Min opvækst som friskolebarn i, og min tilbagevenden til, vandkantsdanmark er nu en del af en udstilling.

ATOMKRAFT? NEJ TAK

Mange har hørt om Thy-lejren, Kløvedal og Røde Mor. Men en ret stor del af de unge identitetsøgende, nytænkende, fællesskabsfølende kollektivister endte faktisk på Djursland. I 60´-erne og 70´-erne måtte de lokale bønder og fiskere pludselig vænne sig til en helt ny befolkningsgruppe der gik i mærkeligt tøj, spiste linser og troede på at kærlighed og fællesskab kunne redde jorden fra atomkrig. Der blev startet kollektiver, indkøbt fællestraktor og arrangeret stammedans.

Og så startede de sgu også en friskole, hvor hele grundtanken var at man skulle gå glad i skole.

Udstillingen på Museum Østjylland

Hvis du er barn af, nabo til, eller bare interesseret i kollektivisterne på Djursland så hop ind på Museum Østjylland i Grenå INDEN 28 oktober, for deres udstilling er altså et besøg værd. Fed tur ned af memory lane. Bred ymer og selvdyrket karse. Så sæt den lige på din huskeliste over gøremål når du alligevel er hjemme og besøge forældrene i sommerferien.

Jeg har fået lov at bidrage til udstillingen med både tanker og effekter, og resultatet er blevet godt.

Læs mere om udstilling her.

Det Flyvende Hjerte - Kollektiverne på Djursland. En udstilling på Museum Østjylland i sommeren 2018

Det Flyvende Hjerte – Kollektiverne på Djursland. En udstilling på Museum Østjylland i sommeren 2018

Min historie

Jeg startede på skolen, der blev døbt Norddjurs Friskole, i starten af 90érne. Der havde den kørt nogen år, og de værste startvanskeligheder havde vist lagt sig. Jeg landede i Lilla Gruppe, bestyret med blød hånd af Sus, en senet stærk kvinde med kinesisk islæt, der lærte os at synge “When The Saints Go Marchin In” og “Skip to the lou my darling”. Vi lærte at arbejde i træ, metal, med stoftryk, farver, følelser og fakta. Kæmpe teater opsætninger (kan I huske Snedroningen? Odysses?) og flere uger hvor skolen blev omdannet til middelalderlandsby, indianerstammer og dertil den årlige fælleslejr på Albertinelund.

På godt

Helt grundlæggende var forskellen på vores skole og de andre skoler, at det aldrig var noget vi legede. Vi gjorde tingene rigtigt. Det skyldes især en lang række lærer (mange af dem også forældre til elever på skolerne) der ikke var lærer, men havde et håndværk de kunne. Fx var vores musiklærer sådan en rigtig musiker. Vi er mange der stadig har papmachespejlene, thehætten eller den blå gymnastikpose liggende et sted derhjemme, fordi kvaliteten grundlæggende var høj.

Skolens styrke var også klart, at de kreative, musikalske, hurtigeløbende og højtråbende elever fik en utrolig effektiv skolegang og styrket deres talenter til langt over standart på andre skoler. Kunst og kreative tiltag på skolen stod meget stærkt, og her 20 år efter står udsmykningerne (lavet af eleverne) stadig lige farvestrålende og intakte på skolen.

Jeg selv (til venstre i billedet) og to andre friskolebørn, i fuld gang med mokkasinproduktion til en indianer tema-uge på Norddjurs friskole. Billede bragt i lokalavis og brugt i udstilling om kollektivisterne på Museum Østjylland.

Jeg selv (til venstre i billedet) og to andre friskolebørn, i fuld gang med mokkasinproduktion til en indianer tema-uge på Norddjurs friskole. Billede bragt i lokalavis og brugt i udstilling om kollektivisterne på Museum Østjylland.

og på ondt

Men der var også nogen der smuttede igennem nettet, og nogen pædagogiske udfordringer der ikke blev fanget. Skolen var ikke pædagoisk gearet til at håndtere ordblinde, moppede, eller sociale svage elever.

Jeg selv var kraftig stammer, og havde store udtalevanskeligheder med R, S og T. Derudover var jeg en læsehest og en nørd. Jeg kunne da godt sparke til en fodbold men jeg var ikke den bedste. Jeg kunne godt slå på en koklokke, men jeg var ikke den fødte trommeslager, og tegne og male kunne jeg slet ikke.

Lilli fra Lilla. En lastbil jeg lavede i mine tidlige år på Norddjurs friskole, idag en museumsgenstand i en montre. Jeg føler mig lidt gammel... Foto: Lilli Gruwier

Lilli fra Lilla. En lastbil jeg lavede i mine tidlige år på Norddjurs friskole, idag en museumsgenstand i en montre. Jeg føler mig lidt gammel… Foto: Lilli Gruwier

Men jeg fandt en plads og jeg gik glad i skole. Uden at der skal gå selvbiografi i den, blev det dog for svært i 8. klasse. De andre piger eksperimenterede med rødvin, drenge og store hullede trøjer fra genbrugsen med sikkerhedsnåle, blågrøn øjenskygge og touperet hår. Og jeg var stadig bare en læsehest og en nørd. Det gav mig lidt udfordringer. Et år på en naturefterskole gav mig et forspring så jeg kunne starte på det lokale Gymnasium med de andre. Vores årgang var den første hvor en stor håndfuld gik den gymnasielle vej. Før det hed livet efter friskolen den fri ungdomsuddannelse, og friskolem var ikke helt forberedt på at sende elever på videregående uddannelser.

Vi var mange der fik et decideret chok da det gik op for os at de klassiske termer som andengradsligninger, tyske gloser og analyser af folketingets sammensætning nok ikke havde været højest på dagsordenen på friskolen. Vi manglede konkrete faglige værktøjer. Til gengæld var de andre elever på gymnasiet ikke i tvivl om, hvem der var friskolebørn. Vi fyldte lidt mere, larmede lidt mere, spillede mere musik, stille os op og stillede krav o

g var ikke bange for at vise hvem vi var.

Én gang friskolebarn…

Idag er flere af friskolebørnene mine bedste venner. Vores liv har udartet sig forskelligt, og vi er landet mange forskellige steder. Men jeg kan, selvom der måske går både halve og hele år imellem, mødes med de andre friskolebørn uden at det er akavet eller mærkeligt. Det er jo bare Lilli fra Lilla.

Nytilflytter eller hjemvendt?

Det er ingen hemmelighed at jeg er flyttet tilbage til Djursland efter nogen år i storbyen. Jeg bor 500 m fra mine forældre, og endnu tættere på flere af mine venners forældre, jeg kører forbi Friskolen dagligt og handler i den samme brugs som da jeg var barn.

Men, ironisk nok har min opvækst som Lilli fra Lilla betydet at jeg stort set ingen “lokale” kender. Vi friskolebørn havde nok nok i os selv. Nu som tilbageflytter til Djursland føler jeg mig faktisk som nytilflytter, fordi livet i vores egen lille friskoleboble ikke var ret integreret i Grenå by og Omegn.

 

En ny generation friskolebørn

Her på Djursland bor friskoleforældrerne stadig i stærke fællesskaber, og nu er friskolebørnene begyndt at flytte tilbage og få børn. Min egen datter er da også skrevet op på friskolen, hvilken farve mon hun lander i? Luna fra Lilla lyder faktisk helt udemærket.

Tak til Museum Østjylland for at tage en så vigtig lokalhistorie op, der er endnu flere gode historie og sjove effekter inde på museet, så hop der ind, støt det lokale kulturliv og få et par gode timer med spændende tilbageblik på hvad det Flyvende Hjerte kan og vil.

Hør mig fortælle mere om, hvilken betydning friskolelivet har haft for mit nuværende liv her på Djursland her:

I note skal bemærkes at det faktisk var en bemærkning fra et andet friskolebarn der fik mig til at starte bloggen her… 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *