Lilli fra Lilla – Et friskolebarn på godt og ondt
08/06/2018
Stop! Busserne lukker nu helt ned. Og vi afskæres mulighederne for at komme nogen steder. Foto: Lilli Gruwier
Den første og sidste bustur – Vores offentlige transport lukker
29/08/2018

Grobund – Bogrund

Overalt spirer små ideer op på Grobund. Foto: Lilli Gruwier

Overalt spirer små ideer op på Grobund. Foto: Lilli Gruwier

Jeg har længe holdt øje med Grobund (eller friland 2.0 som jeg kalder det), så da der tikkede en invitation fra Grobund ind, måtte jeg ud og sige hej.

Husk for i øvrigt at du altid må tippe mig om steder, personer, forretninger, konceptet eller hvad som helst om livet her i vandkanten her på lilli@livetivandkanten.dk.

Men hvad har Grobund med livet i vandkanten at gøre? Jo, for det første ligger fabrikken, hvor Grobund er flyttet ind, lige midt i vandkanten! Og så er det en måde at trække nogen unge iværksættere ud af Mejlgade og Amager og her til udkantsdanmark, vores vandkantsdanmark.

Min første tanke om, hvad jeg møder der lige syd for Ebeltoft Færgehavn, er enten gamle og naive flippere med striktøjer, hår på benene og en vision om at leve i pagt med moder jord. Den næste er, at de sikkert er unge og naive, med upraktiske sko, københavnersmarte og med en vision om at bremse den globale nedtur og med en livanskuelse, der indebærer en rokkefast tiltro til at wifi er allemandsret.

Vejen derud går igennem ferieklædte Ebeltoft. Fyldt med biler og is-stræbende familier, kunst og hygge og solcreme. Efter Ebeltoft skal man lige køre et par km længere, og kontrasten til den lidt ”Nu har vi ferie, hyg!”-stemning fra byen lægges bag og det første møde med den tomme og slidte fabrik er kontrastfyldt. Gul og blå ligger den som Skippers Kone. Det hele ser lidt forladt ud.

Tomt ser det endnu ud, når man kommer udefra. Foto: Lilli Gruwier

Tomt ser det endnu ud, når man kommer udefra. Foto: Lilli Gruwier

Når man kommer nærmere kan man dog se, at overalt på Grobund spirer det bogstaveligt talt op. Tanker, planter, børn. Ude foran er der plantet til, tomater og flere typer af insektvenlige blomster. Indenfor er der gang i opbygning af kontorer, etablering af håndværkervirksomheder og udstillinger om kunst. I en container er der gjort klar til at dyrke tang, for der er vist penge i tang. Det er en fisker med styr på det praktiske, en biolog med speciale i tang og en mand med flair for tal og iværksætteri, der har slået sig sammen. Et stærkt team der vil noget. Og de er gået igang.

Der er stadig god plads i de store haller. Foto: Lilli Gruwier

Der er stadig god plads i de store haller. Foto: Lilli Gruwier

Den berømte Steen Møller (bagmanden)viser sig under frokosten (en frokost hvor smør kommer fra planter, og alle tager hvad de har lyst til af hinandens, meget harmonisk og hyggeligt) og Steen ser glad ud. Men det kan han også godt være. Godt nok er der stadig udfordringer. De mangler endnu at tilkøbe markerne omkring fabrikken, så de på sigt kan sprede sig endnu mere og udvide med beboelse. Det hele er stadig meget jomfrueligt, ad hoc, solen skinner og den første forelskelsesfase er i fuld gang. Snart rammer det grå efterår, og hverdagen sætter ind, og så vil det vise sig om Grobund har fået rødderne sat godt nok fast i vandkanten. Men indtil nu har de sgu købt en fabrik. Og det er da en milepæl i sig selv. Det er også under frokosten, jeg bliver helt rolig, for min sidemand er en ældre herre der dyrker permakultur, og er ”dedikeret til jorden”. Han bekræfter mine første tanker om, hvad jeg ville møde på Grobund. Noget jeg dog ikke havde regnet med, var mængden af unge mennesker og det naturlige følgeskab af børn. Nye kræfter, nye idealister, nye tanker. Det viser sig også af statistikkerne, at der faktisk er flere 20 til 30 årige end 50 til 60 årige.

Meget kan man sige om det naive i at ville leve off-grid, i pagt med naturen, bæredygtigt, i fællesskab med hinanden. Men Grobund er startet. De har købt en gammel fabrik (10.000 m2), og har kun 30 medlemskaber tilbage. Ud af 150. Så jo, der er faktisk folk der forstår og gerne vil deltage i projektet. Og det spreder sig, der kommer flere og flere henvendelser om afholdelse af kurser, nye erhvevstanker og folk og virksomheder, der gerne vil være med. Og Krobund tager gerne imod, de er opmærksomme på at få etableret en god kontakt med lokalmiljøet. Man kunne ellers godt frygte, at de med deres tanker om selvforsyning, bæredygtigt byggeri, off-grid energi og med plads til kunne lave erhverv på stedet kunne lukke sig helt om sig selv.  Off-grid betyder netop at leve ”af-nettet”, dvs koble sig fra det etableret net af forsyning af el og vand, og lave sit eget. De har fået støtte af Realdania da de blev udvalgt som et Underværk, og NRGi har ydet økonomisk støtte til at afdække mulighederne for at gå off-grid på el-forsyning. Og ikke mindst er både kommunen og erhvervsministeriet med på banen som aktiv medspiller.

Fabrikken, hvor Grobund, er flyttet ind er tidligere Tata-Steel, hvor der blev produceret stålplader fra 1973 og frem til 2014, hvor produktionen rykkede til Sverige og fabrikken kom til salg. Der er tegn på det tidligere fabriksliv overalt. En stak visitkort hér, en instruktionsmanual dér, en medarbejderindtjekningstavle ved døren. Lige ved siden af er en mand i gang med at sætte et skilt på en dør. Han hedder Poul og er en glad mand. ”Det her er Potten. Det er et toilet. Jeg syntes at vi alle skal adoptere et rum. Jeg har adopteret det her toilet, og navngivet det Potten”. Skiltet er fint lamineret, med fejlfrit grammatik, og med plads til at notere, hvornår der sidst er gjort rent. ret tjekket.

Ude foran er de i fuld gang med at plante ud. Ideerne går på permakultur, en dyrkningsmetode i harmoni med naturen, og et lille skridt i retning af den selvforsyning og kredsløbstankegang, der er et livsvilkår for det kommende liv på fabrikken.

Permakultur, selvforsyning, bæredygtighed. Foto: Lilli Gruwier

Permakultur, selvforsyning, bæredygtighed. Foto: Lilli Gruwier

Ligemeget hvilken udfordring, jeg tænker Grobund støder ind i, og de VIL støde ind i udfordringer, virker de til at have overvejet dem. Der er konsensus (i hvert fald i solskin ved frokostbordet) om, at man gerne må kritisere og afprøve hinanden for at styrke fundamentet og hinanden, for at være klar til hvad fremtiden vil bringe. Der er konflikhåndtering på dagsordenen, og der er arbejdsgrupper, styregrupper og nogen der bestemmer. Det beroliger mig lidt, for udefra kan det ligne at folk bare går igang, med det de har lyst til. En cirkusvogn hér, en håndfuld planter dér, i hallen er der stablet møbler, værktøj og produktionsudstyr op i bunker. Der er stadig god plads. Men det bliver der forhåbentligt ikke ved med at være.

På vej hjem af de små grå veje med det gule korn, de grønne majs og det hvide kartoffelblomster er jeg glad. For her 2-3 måneder efter at Grobund officielt rykkede ind på fabrikken, glæder jeg mig til at komme igen om 2-3 år. Jeg kommer ikke selv til at bo derude. Det er for anarkistisk og for ustruktureret for mig. Men det siger nu mere om mig end om dem. Det er ingen hemmelighed, at jeg har brug for hverdagens forudsigelighed og faste sociale strukturer, jeg dur ikke til at opfinde dem as we go.

Der er endnu ikke en fastlagt plan, for hvor Grobund skal ende henne, og de er beviste om at man skal synes at selve processen er interessant. Man kan ikke bare møde op (på nuværende tidspunkt) og forvente at det hele bare kører. Man skal selv være med til at bygge det op. Lige fra tomatplanterne ved indgangen, til skraldesorteringssystemet i fælleskøkkenet, til rengøring af toiletterne. Og hvor ellers får man den mulighed? Kombinationen af god plads, kreative tanker og folk med hænderne skruet rigtigt på. Det kan blive rigtig stærkt!

Følg med på deres facebook side her.

Den gule og blå fabrik ligger ikoniske ved færgevejen. Nu har den fået nyt liv. Foto: Lilli Gruwier

Den gule og blå fabrik ligger ikoniske ved færgevejen. Nu har den fået nyt liv. Foto: Lilli Gruwier

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *